Køkkenet i Amagerbro Børnehus drives af køkkenleder Sofie, der er uddannet professionsbachelor i ernæring og sundhed; Mikkel, der er køkkenassistent og uddannet pædagogisk assistent; Tina, som er i flexjob og uddannet tjener, samt Samira , der har været i løntilskud hos os og nu fungerer som vikar. Desuden er Razan ansat 10 timer om eftermiddagen til at klare opvask, rengøring og tøjvask.
Vi deler alle en stor passion for madlavning og bestræber os på at servere indbydende og børnevenlige retter, der lever op til Fødevarestyrelsens anbefalinger for sund og klimavenlig kost.
Vi serverer mad fra mange forskellige kulturer og bruger et minimum af rødt kød - dvs. meget lidt okse, kalv og lammekød, fordi det har det højeste klimaaftryk. Vi går efter fisk og fjerkræ og bruger forskellige bælgfrugter som proteinkilder.
Vi bruger så mange økologiske råvarer som muligt, men tager eksempelvis højde for at handle halalkød, som sjældent kan fås økologisk.
Vi går op i at begrænse madspild og bruger eksempelvis rester af grønt til supper og rester af yoghurt og frugt til smoothie. Ugen har faste temadage: suppe/grød, fisk, rugbrød og pålæg, vegetar/kød og restedag.
Ugeplanen hænger altid ved indgangspartierne i huset og uploades på aula, så I kan følge med i menuen. Vi sørger for en varieret menu, men med genkendelige og tilbagevendende retter, så børnene langsomt vænner sig til maden.
I det vedhæftede kan du læse om forældrerådets opfordring vedrørende søde sager til fødselsdagsfejring i Amagerbro Børnehus.